Copilot 365: hvad det er, hvad I får, og hvad det kræver

Kvinde taler med Copilot 365

Produktet hedder officielt Microsoft 365 Copilot. I daglig tale — og i de fleste søgninger — hedder det Copilot 365, og vi bruger begge navne her.

Det er en AI-assistent, der arbejder inde i de programmer, I allerede bruger: Word, Excel, Outlook, PowerPoint, OneNote og Teams. Den kan foreslå formuleringer, analysere data, opsummere møder og finde frem i jeres egne dokumenter.

Copilot lærer ikke af jeres data

Det er den mest udbredte misforståelse om produktet, og den er værd at rydde af vejen først. Modellen bliver ikke klogere af, at I bruger den, og jeres dokumenter bliver ikke træningsmateriale.

Det, der sker, er noget andet og mere forudsigeligt: Copilot slår op i de filer, brugeren i forvejen har adgang til, og bygger sit svar på dem. Det kaldes grounding.

Forskellen er ikke akademisk. Den betyder, at kvaliteten af svarene afhænger af kvaliteten af jeres data i dag — ikke af hvor længe I har brugt værktøjet. Det flytter arbejdet fra oplæring af en AI til oprydning i jeres eget indhold.

Hvad I får i praksis

  • Word: et skitseudkast baseret på baggrundsmateriale, der allerede ligger i jeres SharePoint-mapper eller e-mails.
  • Excel: »Vis udviklingen af vores salgstal over de sidste 12 måneder« — og få diagrammet uden at bygge det manuelt.
  • Teams: en liste over beslutninger, action points og hovedkonklusioner fra et optaget møde. Opfølgningspunkter kan lægges videre i Teams eller Planner.
  • På tværs: data fra OneNote-mødenoter, Outlook-kalenderen og SharePoint-dokumenter i samme svar.
  • Onboarding: en ny medarbejder skriver »Hvad er vores politik for hjemmearbejde?« i stedet for at bladre i en 100-siders personalehåndbog.
  • Ensartethed: udkast der følger jeres egen tone og terminologi, fordi de bygger på jeres egne dokumenter — ikke fordi værktøjet har lært dem udenad.

Hvad Copilot ikke kan

Sprogmodeller er efter alle normale standarder dumme. De har ikke et begreb om mening, og de kan ikke skelne sandt fra falsk. De er fremragende til sproget — syntaksen, tonen, formen — men de forstår ikke indholdet, som et menneske gør.

Konsekvensen er enkel: Copilot bliver aldrig bedre end de data, den arbejder på. Den kan ikke gennemskue, at et dokument er forældet, at to versioner modsiger hinanden, eller at en mappe indeholder noget helt andet end navnet siger. Den svarer på det, den finder.

Derfor er Copilot ikke et trylleslag, der giver jer styr på jeres data. Det er omvendt: styr på data er forudsætningen for, at Copilot er noget værd. Fundamentet og grounding kommer først — værdien opstår bagefter.

Det er også derfor, vi hellere rydder op i et dokumentbibliotek end holder en workshop i prompts.

Hvornår rækker Copilot — og hvornår skal der en agent til?

Copilot 365 er en personlig assistent. Den hjælper den enkelte medarbejder med det, der ligger foran vedkommende: skrive udkastet, opsummere mødet, analysere regnearket. Til det er standardproduktet fint, og de fleste kommer langt med det alene.

Men i det øjeblik løsningen skal forankres i virksomhedens processer og data — ikke i den enkeltes dokumenter — rækker standarden ikke længere. Så skal der bygges en specialiseret agent.

Og forskellen er ikke kun, hvor meget den ved. Den er, hvad den gør. En agent kan udføre handlinger på jeres vegne, designet til et bestemt formål: oprette en sag, slå op i et fagsystem, sende en godkendelse videre, registrere en afvigelse. Copilot 365 opdaterer PowerPoint, Excel og Word. En agent gør det, jeres forretning gør.

Et eksempel: HR-assistenten

Vi har bygget en HR-assistent, der svarer medarbejdere på spørgsmål om deres ansættelse, i stedet for at de skal skrive til HR-afdelingen. Den viser meget godt, hvad en agent kan, som standardproduktet ikke kan.

Agenten har fået en instruktion om kun at svare på spørgsmål om ansættelsen — og om at gøre medarbejderen tydeligt opmærksom på det, hvis en regel i virksomheden strider mod dansk lovgivning. Til daglige spørgsmål bruger den personalehåndbogen. Men spørger nogen til lovgivningen, udløses et særligt emne, hvor agenten skifter datakilder til danskelove.dk og retsinformation.dk, som begge er markeret som autoritative kilder.

Det er den slags styring, man ikke kan lave i standard-Copilot: hvilke kilder der gælder hvornår, hvad agenten må svare på, og hvad den skal advare om.

Læs hele gennemgangen af HR-assistenten med instruktionerne og opsætningen i Copilot Studio. Vil I bygge jeres første agent, er SharePoint agents det letteste sted at starte.

Hvad det kræver af jeres data

Fordi Copilot slår op frem for at lære, er det jeres data, der afgør kvaliteten. Indholdet skal være:

  • Tilgængeligt. Kan Copilot ikke læse et dokument, indgår det ikke i svaret.
  • Opdateret. Forældet information giver misvisende output.
  • Klassificeret. Metadata, navngivning og mappestruktur fortæller Copilot, hvad indholdet handler om.

Og så er der et krav mere, som er lettere at overse: ryd op i rettighederne først. Copilot arver jeres adgangsstyring i SharePoint. Er et bibliotek delt bredere, end I tror, læser Copilot det også — og svarer ud fra det. Problemet hedder oversharing, og det er den hyppigste årsag til, at et forløb går i stå efter pilotfasen.

Er det sikkert at bruge?

  • Adgangskontrol: assistenten må kun se de filer og mapper, som den enkelte bruger i forvejen har adgang til.
  • Styring af datakilder: I kan definere, at Copilot kun må bruge fx SharePoint og Teams, men ikke eksterne systemer.
  • Auditing og logning: det er muligt at se, hvilke oplysninger der er blevet brugt og genereret, så man kan holde øje med, om alt forløber efter reglerne.
  • Compliance: Copilot lever op til Microsofts standarder for GDPR, datasikkerhed og kryptering.

Licenser — og hvordan I kommer i gang uden

Copilot kræver en licens pr. bruger oven i jeres Microsoft 365-abonnement. De aktuelle priser står på Microsofts egen prisside — vi gengiver dem ikke her, fordi de ændrer sig.

Men I behøver ikke købe licenser til hele huset for at komme i gang. Copilot kan konfigureres til en pay-as-you-go-model, hvor I betaler for forbrug. Det er en god måde at afprøve, om behovet overhovedet findes, før I binder jer.

Videre herfra

Vil I vide, om Copilot giver mening hos jer? Kontakt os for en dialog om jeres behov.

Relaterede Articles

Grounding og Copilot – arbejde med viden

Hvad er en agent i Copilot? Bag om hypen

Hvad skal du gøre før SharePoint Alerts udfases?

Derfor betaler det sig at bruge SharePoint – dokumenteret effekt i Microsofts 2025-undersøgelse

Forbered dig på skiftet fra flows til Power Automate

Copilot Studio: sådan bygger I en agent der kan styres